TRÆNERENS VÆRKTØJSKASSE
Indholdsfortegnelse
Formålet med denne værktøjskasse
- At få afstemt fælles forventninger mellem klubbens holdledere.
- At give den enkelte holdleder et sted at hente de generiske forhold, der gør sig gældende for Blovstrød Løverne (BLL).
Denne værktøjskasse er ikke tænkt som værende ”hugget i sten”, når det sidste punktum er skrevet. Den skal være et levende redskab til at gøre jobbet som holdleder og evt. andre funktioner, lettere og mere enkle.
- Klubbens forventninger til dig som holdleder.
- Dine forventninger til klubben.
Der er indledningsvis i denne værktøjskasse beskrevet følgende funktioner:
- Holdleder-koordinator
- Team-holdleder
- Holdleder motionisthold
- Holdleder ungdom
- Holdleder begynder-voksne
- Holdleder begynder-ungdom
- Holdleder walker
- Tøj og sko udvalg/person.
- Veteran-koordinator
Herudover vil der i fremtidige bilag være information om træning frem mod diverse distancer samt træningsprogrammer mod samme.
Yderlige bilag vil være fif til træningsvariation samt eksempler på fart- og tempolege samt interval-træning.
Alle yderligere oplysninger, der er tilgængelige på klubbens hjemmeside, vil ikke være berørt i denne værktøjskasse.
Blovstrød Løvernes forskellige benævnelser (Trænerrollen)
Holdleder-koordinator (HK)
Er en person, der evt. tidligere, har varetaget rollen som holdleder i BLL eller i en tilsvarende klub.
HK skal evne at rumme bredt og have indsigt eller vilje til at opnå indsigt i alle de forskellige motivationer, der ligger til grund for at løbe i Blovstrød Løverne. Her tænkes såvel konkurrencemæssige og helt almindelige sociale og motionistmæssige motivationer.
HK er et fast medlem af BLL Motionsudvalg (MU) i sin egenskab af at være HK.
HK skal på vegne af MU vejlede, hjælpe, støtte og følge op på de øvrige team-holdlederes arbejde med hver deres teams.
HK er bindeleddet til klubbens MU og varetager dermed klubbens løberes, holdlederes og team-holdlederes interesser i MU og dermed klubbens bestyrelse, der på disse områder arbejder via MU.
HK modtager input fra alle holdene i BLL via team-holdlederne eller de enkelte holdledere.
HK prøver at koordinere en overordnet fælles holdning til træningen under behørigt hensynstagen til klubbens ”tre S’er” om, at træningen i klubben skal være ”Social, Sjov og Seriøs” samt de ”tre T’er” Tålmodighed, Tålmodighed og Tålmodighed, så skader i videst muligt omfang undgås.gjort
HK afholder et til to årlige fællesmøder med team-holdlederne og minimum et større fælles holdledermøde pr. år.
Team-holdleder (TH)
En TH er en person, der vælges blandt en gruppe af holdene (se nedenstående).
TH er en person, der er eller har været holdleder på det niveau, som vedkomne er TH for.
TH hjælper og støtter de enkelte holdledere med at gøre træningen så attraktiv, spændende og varieret som muligt i samarbejde med HK.
TH inddeles på følgende måde:
TH 1 Hold 1, 2 & 3
TH 2 Hold 4, 5, 6, 10-20-30 & Hold 45
TH 3 Hold 7, 8 & 85
TH 4 Walkerne
TH 5 Ungdoms-motionist-holdene og ungdomsbegynderne
Voksen-begynderholdet koordineres via Klubbens Motionsudvalg, hvor der til stadighed sidder et medlem med tilknytning til begynderholdet.
Holdleder (HL) motionist
HL er en person, der står for den daglige træning af sit hold herunder rute, tempo og distance, som overvejende skal holdes indenfor de angivne rammer for holdet på de enkelte dage.
HL introducerer turens længde inden der løbes ud. Dette kan gøres via en fælles SMS eller mail inden dagens træning eller umiddelbart inden, der løbes fra klubben. Det giver mulighed for, at løberne på holdet kan træffe deres egne dispositioner for dagens træning ved evt. at vælge at løbe med et andet hold.
Der er som hovedregel to holdledere pr. hold. Nogle hold kan være så store, at der er behov for flere holdledere.
Hvert hold kan have en eller flere ”boblere”. En ”bobler” er en fast hjælper og eller en som de faste holdledere ser, kan være en fremtidig holdleder.
Holdleder Ungdom (HLU)
HL står for den daglige træning for sit hold herunder rute, tempo og distance, som overvejende skal holdes inden for de angivne rammer for holdet på de to løbedage.
Der skal være to HLU til hvert enkelt niveau.
Nogle hold kan være så store, at der er behov for flere holdledere.
Holdlederne for ungdoms-begynder-træningen følger samme retningslinjer som ovenover beskrevet.
Børneattest (Samværspolitik)
Der er lovkrav om at klubben indhenter børneattester for hver enkelt HLU, og kun de, der har børneattester, kan og må løbe med løbere under 15 år.
Indhentning af børneattesten sker ved følgende fremgangsmåde:
- Ansøgningen om børneattesten startes af den enkelte træner, som selv udfylder persondata og samtykkedelen af attesten.
- Derefter skal attesten (udfyldt, underskrevet og scannet kopi) sendes til BLL bestyrelses sekretær, som samler disse sammen og sørger for at formanden underskriver disse.
- Herefter skal klubben sende ansøgningerne til politiet for videre behandling.
Link til børneattesten:
Holdleder Walker (HLW)
HLW står for den daglige træning for sit hold herunder rute, tempo og distance, som overvejende skal holdes inden for de angivne rammer for holdet.
HLW introducerer turens længde inden der walkes ud. Dette kan gøres via en fælles SMS eller mail inden dagens træning eller umiddelbart inden der startes ud fra klubben. Det giver mulighed for, at gængerne på holdet kan træffe deres egne dispositioner for dagens træning ved evt. at vælge at gå med et andet hold.
Veteran stævne-koordinator
Denne person har til opgave at få mange af klubbens medlemmer til at deltage i de forskellige mesterskaber, der findes rundt om i landet. Dette er ikke kun for de hurtigste løbere, men også for at understøtte klubbens ”tre S’er”. Klubben har før i tiden haft en god og hyggelig tradition, hvor mange Blovstrød Løver har deltaget i amts- og landsmesterskaber under DGI. Det kunne være godt at få gang i denne tradition igen.
Tovholder får tilsendt alt materiale omkring disse arrangementer. Du kan henvende dig til ham og via mail blive orienteret om hvor og hvornår, der afholdes mesterskabsløb således, at du kan orientere dit hold.
Afdækning af fælles forventninger mellem Blovstrød Løverne og holdlederne
Klubbens forventninger til dig som holdleder (Trænerrolle)
Der er en række ting, som for langt de fleste virker helt naturlige og selvfølgelige, så som at:
- Møde til tiden, være forberedt til og gennemføre dagens træning.
- At støtte loyalt op om klubbens fælles aktiviteter, som lørdagens social-løb, klubbens arrangementer og stævner.
- At du opfordrer holdets løbere til det samme.
- At du holder dig orienteret om, hvad der sker i klubben via hjemmesiden og klubmodulet event (evt. også via Facebook)
- At du holder klubben via holdleder-koordinatoren, orienteret om længere tids fravær pga. udstationering, skader eller sygdom.
- At du, når du har sagt ja til at varetage rollen som holdleder, ikke stopper uden ”rimelig grund” umiddelbart efter.
- At du overholder dit holds angivne træningstempo, afstande mv.
- At du sætter dig ind i klubbens hjemmeside og ”klubmodulet” (event-tilmelding, indmeldelse etc.) og kan hjælpe dine løbere med samme.
- At du er afmærket som leder for dit hold og efter årstiden løber med refleks og lys i en sådan grad, at du er synlig i mørket.
- At du gør t holdleder koordinator opmærksom på løbere, der gennem et stykke tid har hjulpet til med træningen, således at disse kan gives en eventuel belønning.
- At du selv medbringer en mobiltelefon på turen eller sikrer dig, at en anden har en med på turen.
Du kan, som holdleder forvente af Blovstrød Løverne
- At blive påklædt (fysisk) på en sådan måde, at der ikke er tvivl om, at du er holdleder.
- At modtage hjælp fra klubbens holdlederkoordinator eller andre relevante personer.
- At have frihed til at lede dit hold, så det giver god mening for dig og holdet med hensyntagen til det ovenstående vedr. klubbens forventninger til dig.
- Klubben vil, i den udstrækning, der er økonomiske midler, sponsorer og rimelighed, påklæde dig med trænertøj Dette vil ikke nødvendigvis være det samme år efter år.
Spilleregler for holdleder og holdet (Trænerrollen)
Når du er ude at løbe med dit hold er det vigtigt, at du aldrig efterlader en løber alene tilbage. Aftal med en fra holdet, der kan følges med vedkommende. Det gælder både, når der løbes i skoven og på vejene.
Bed løberne på dit hold oplyse om, de har astma, allergi, diabetes eller lign. sygdomme. Skulle der ske noget på en løbetur er det rare informationer at have. Hvis du ikke selv har mobiltelefon med ud at løbe, så aftal med et par stykker fra holdet om, at de har en med.
Det kan være vanskeligt for nye løbere at finde de forskellige hold. Vælg derfor et fast sted på stadion, som dit holds startsted. Sørg for, at dit hold ikke stiller sig op lige uden for indgangsdøren. Der er også andre brugere af stadion.
Når vi går over til vintertræningen løber hold 1 – 5 ud fra stadion gennem porten til skoven. Hold 6, 7, 8, 85 & 45 løber ud fra stadion ved at løbe ned ad stien til cykelparkeringen eller bag klubhuset.
Løb på vejene i mørke (Trænerrollen)
Opfordre holdet til at bruge lysbånd og reflekser. Har alle ikke reflekser på, så sørg for at første og sidste løber har reflekser på. Løb 2 og 2 og hold til højre. Husk, at der også er andre, der benytter gaderne og vejene.
- Marker med hånd, når holdet drejer
- Marker med hånden, hvis der er ”fare” på færde.
- Løb på fortovet og ikke på vejen.
- Overhold færdselsreglerne!
Opvarmning
Alle holdene (løbere og walkere) varmer samlet op om lørdagen. Herefter løber alle løbeholdene samlet – med de langsomste forrest – socialturen, som er på 2 km og ender ved Kongevejen, hvor holdene deler sig op.
Gå holdvis over Kongevejen. Vent på den anden side af vejen, hvis alle fra holdet ikke er kommet over på en gang.
Mandag og torsdag varmes ikke samlet op. Det er op til de enkelte holdledere på hvert hold sammen med holdet at beslutte, om der skal varmes op og hvordan. Som udgangspunkt løbes stille og roligt de første ca. 10 min.
Træningstider (Alle løbe og walk hold)
Mandag og torsdag løbes der kl. 17:30.
Lørdag kl. 10:00.
På helligdage der er træningsdage, er der træning kl. 10:00.
Der er i klubben tradition for, at der løbes både 1. og 2. juledag også selvom de ikke falder på en løbedag. Gør holdet opmærksom på, at det ikke kan forventes, at der er holdledere til stede.
Holdlederen forpligter sig til at overholde klubbens officielle træningstider. Dvs. at en holdleder ikke opfordrer holdet til at løbe på andre tidspunkter. Enkelte undtagelser kan forekomme, f.eks. hvis der arrangeres alternative ture, hvor udgangspunktet ikke er Skovvang stadion.
Aflysning af træning
Klubben kan, hvis vejret er for voldsomt aflyse træningen. Skal træningen aflyses udsendes mail/SMS via klubmodulet.
Holdlederne kan under træningen afbryde træningen hvis vejret bliver for voldsomt. Løberne skal ikke udsættes for nogen former for vejrrisiko. Det er op til den enkelte holdleder at vurdere, hvornår træningen skal afbrydes.
Hvordan udpeges nye holdledere? (Trænerrollen)
Når en holdleder stopper, vil det være hensigtsmæssigt, hvis han/hun kan pege på en fra holdet, der kunne tænkes at tage over. Det kunne være en af holdets ”boblere”.
Herefter vil TH henvende sig til vedkommende. På hold med mere end to holdledere kontaktes koordinatoren, når en holdleder stopper, så vi sammen kan finde ud af om, der stadig er behov for flere holdledere.
Kurser for holdledere (Trænerrollen)
Der afholdes én gang årligt et kursus eller lign. for holdlederne. De sidste flere år har det været kurser arrangeret af DGI afholdt i klubbens eget regi. Holdlederne har igennem disse kurser fået en rigtig god og brugbar viden, som har givet et kompetenceløft af den samlede holdledergruppe. At kurserne er afholdt i eget regi har tillige gjort, at man kunne inspirere hinanden og hurtigt implementere den nye viden på holdene. Det har ligeledes givet et godt socialt sammenhold, som især nye holdledere har nydt glæde af.
Tøj og sko (Trænerrollen)
Klubbens MU arbejder sammen med klubbens sponsor om at lave rettidige og interessante ”tøj pakker” til klubbens medlemmer til gode priser.
På samme måde laver MU, sammen med Løberen, holdleder tøj til alle holdlederne, der laves et link, hvor der fremover rettidigt, kan bestilles tøj i de udgivne perioder.
Typisk tilbydes nyt holdleder tøj i foråret og efteråret.
Løbearrangementer og hjælpere
Når Blovstrød Løverne arrangerer løb eller er medarrangør af løb, er du som holdleder en stor medvirkende årsag til, om der deltager mange Blovstrød Løver enten som aktive løbere eller som hjælpere, – så støt op om disse arrangementer ved at opfordre holdets løbere til at deltage.
Der vil normalt ikke være almindelig træning på disse dage.
blovstrod-loverne.dk og klubmodulet
På hjemmesiden samt på opslagstavlerne i klubhuset vil nyheder, arrangementer, rejser og lign. blive lanceret. Det er derfor vigtigt at holde sig orienteret disse steder.
På hjemmesiden har du som holderleder mulighed for at skrive, hvad der sker på dit hold. Afholder dit hold fx holdmøde eller andre ting, der kun gælder for dit hold, så orienter om det udfor dit holdnummer og ikke på forsiden. Skriv evt. en kort henvisning på forsiden.
Du skal have administrator-rettigheder for at kunne skrive på hjemmesiden. Manualen til hvordan du gør ligger øverst i venstre side, når du er logget ind.
Koordinatoren sørger for, at du får de rettigheder, du skal bruge.
Facebook (Om klubben)
Klubben råder over en Facebook side, formålet med siden er at viderebringe oplysninger om klubben og dens løbere. Klubben forbeholder sig ret til at fjerne indlæg som ikke er passende og lødige. Facebook er ligeledes ikke det primære middel til viderebringelse af informationer til medlemmerne om træning og andre aktiviteter, dette skal/bør ske via klubmodulet eller mundtligt på træningsdage.
Flere af holdende har Facebook sider, hvordan holdene anvender dem og hvad der publiceres på dem, er klubben uvedkommende, det skal dog bemærkes at Facebook ikke er det primære middel til deling af informationer om løb og træning, da flere medlemmer ikke har en Facebook profil.
Holdlederne anmodes om at indskærpe overfor medlemmerne at der holdes lødig og anstændig sprogbrug på siderne.
Træningstilbud (Hold og træning)
Traditioner (Vores løb)
Indledningsvis skal der nævnes, at alle de løb og stævner, som arrangeres af Blovstrød Løverne, at det til disse stævner er god skik at stille op i klubbens farver. Hvis man vil have sine tider til at tælle med i klubmesterskaberne, skal der endvidere også løbes i klubdragt, ligesom man skal stille op for klubben.
Arrangeres af Blovstrød Løverne:
1. jan. kl. 10:00 (Kalender)
Kort løbetur 5-7 km med efterfølgende champagne og kransekage.
Klubmesterskabet i cross (Vores løb)
Første eller anden weekend i januar.
Der løbes på en rundstrækning i skoven og den, der kommer længst, er vinderen. Distancen for voksne er ca. 30 min. For ungdom er det ca. 20 min.
Der kåres klubmestre for ungdom, junior, senior, veteran og superveteran.
Banestævner/Klubmesterskab (Klubmesterskab)
I klubmesterskabet dyster man mod løbere i ens egen aldersklasse. Det er en all-round konkurrence, hvor disse distancer indgår:
Ungdom og junior: 100m – 400m – 800m – 1500m – 3000m – 5000m/5km – 10km
Ungsenior, senior og veteraner: 800m -1500m -3000m – 5000m/5km -10km -½MAR –MAR
Aldersklasserne er:
Ungdom 0-11 år, 12-13 år, 14-15 år, 16-17 år,
Junior (18-19 år),
Ungsenior (20-22 år),
Senior (23-29 år),
Veteraner 30-34 år, 35-39 år, 40-44 år, osv.
Aldersklassen følger kalenderåret og ikke din fødselsdag. Er man født i 1970, er man 47 år i hele 2017 og altså i aldersgruppen 45-49 år.
På hver distance gives fra 20 point og ned til 1 point til de første 20 i hver aldersgruppe. De 5 højeste point man opnår på de forskellige distancer lægges sammen, og den med flest point bliver klubmester i sin aldersgruppe. Man kan altså få op til 100 point. Man skal have resultater på mindst 4 forskellige distancer, for at blive placeret i all-round klubmesterskabet. Såfremt flere løbere opnår samme antal points, vinder den som har flest distancer med 20 point. Er løberne stadig lige, vinder den med flest distancer med 19 point osv. Hvis det ikke giver en afgørelse, opnår de samme placering. Sæsonen går fra 1. nov. til 31.okt. og klubmestrene kåres ved Løvefesten i november.
Om vinteren afholdes klubmesterskab i crossløb, som kun består at det ene løb.
Orienteringsløb (Vores løb)
Foregår 3. lørdag i august.
Den officielle løbetræning er aflyst den dag.
Løbet er et af klubbens mange sociale arrangementer. Løbets overordnede mål er, at årets begynderløbere og motionistløberne skal lære hinanden at kende. Man løber i hold af 3-4 personer. Holdene er sammensat af såvel begyndere som motionister. Efter løbet grilles der store saftige bøffer til alle, som har deltaget. Arrangementet er gratis. Bøfferne giver klubben. Tilbehør har man selv med og drikkelse købes i cafeteriet.
Lørdagstræningen i Dyrehaven + Eremitageløbet
Eremitageløbet er også et løb, hvor Blovstrød Løvernes farver dominerer. Det er tillige afslutningen for mange af begynderne inden, de går over til at være motionister. Træningen i Dyrehaven de 3 lørdage inden selve løbet, er en af de traditioner klubben værner om.
Begynderløberne har fire lørdage i Dyrehaven inden deres ”store eksamen” – E-løbet.
Her mødes man lige indenfor den røde port ved Fortunen. Der er fælles opvarmning og herefter deling i hold. Der er altid mange, der har madkurven med og hygger sig bagefter, både på træningsdagene og på selve løbsdagen.
Juleløb (Vores løb)
Altid tredje mandag i december.
Den officielle løbetræning er aflyst den dag.
Julestjerneløbet er for hele klubben! Der løbes ud til ”stubben” hold vis, herfra gives der instruktion.
Der løbes i XX min, målet er at nå så mange ben i stjernen som muligt. Når tiden er gået mødes alle løbere ved ”Stubben” hvor der er suppe.
Holdlederfest (Trænerrollen)
Altid første lørdag i februar.
Løvefesten (Kalender)
Altid 1. lørdag i november.
Det er årets højdepunkt. Distancen er ukendt, men dansegulvet er propfyldt fra første til sidste tone leveret af et altid veloplagt danseorkester. Her bliver årets klubmestre fejret. Årets Løve, som er klubbens fornemmeste pris, bliver uddelt. Der er altid fornøjelige indslag. Holdlederens opgave er foruden, at få så mange som muligt fra holdet til at melde sig, også at opfordre til, at holdet laver et kort – max 15 min. – underholdende indslag.
Bilag 1: Holdlederens 10 bud (Trænerrollen)
- God planlægning er nøglen til succes!
Forbered træningen og måden du vil kommunikere den på.
- Overhold det, der er lovet!
Hold tiden, tempoet og længden, som det står på Holdets hjemmeside.
- Kommuniker!
Inden dagens træning starter, så fortæl løberne, hvad de har i vente. Har du meldinger til hele holdet, så giv dem, hvor der er ro, og hvor I alligevel holder pause eller når I kommer tilbage til klubben. Kommunikere ved temposkift eller start på intervaller, fartlege eller lignende, og sikre at alle på holdet har hørt den.
- Start roligt ud!
De første par km, bør startes ud i et lavere tempo, end holdets ”march tempo”, så ingen løbere tabes pga. for højt udgangstempo. Derfor vil gennemsnitstempoet på dit ur altid være langsommere end holdets march tempo.
- Sikkerhed på turen!
Ansvaret er alles, men du har ”Rygmærket” på. Som holdlederen bør du foregå som det gode eksempel og være synlig i mørke, sikre at alle krydser veje på god og ordentlig vis samt sikre at der udøves førstehjælp ved behov.
- Vis hensyn til øvrige trafikanter (gående løbende, kørende, ridende etc.) i god tid!
Gør hvad du kan for at alle på holdet trækker ind til siden og viser hensyn til.
- Udfordrer løberne!
Find nye ruter, hold ikke altid pause det samme sted, tag dem med på trailløb, pandelampeløb, bakketræning, banetræning, etc.
- Ros løberne for deres deltagelse?
Når I kommer tilbage til stadion så sørg for at sige tak til løberne for deres deltagelse. Rund af med gode oplevelser og andre refleksioner fra turen.
- Hold øje med dine løbere!
Gør dit bedste, for at holde øje med, hvem der kommer og hvem der ikke kommer. Har en løber været fraværende i lang tid, så tag kontakt og hør, hvad der er galt. Det kunne være en skade, manglende motivation eller noget helt tredje.
- Nyd turen!
Du er en af dem, der tager et ansvar og gør klubben til det den er. Uden dig og de øvrige holdledere, ville klubben ikke være den fantastiske klub som den er.
Bilag 2: Løberens 10 bud
- Træneren løber forrest!
Løb ikke foran træneren og dermed trække tempoet op.
- Trænerens ur er det, der løbes efter!
Start dit ur og prøv at lade være med at kigge på det undervejs. GPS ure viser sjældent det samme ”øjebliks billede”.
- Trænerne gør deres bedste, for at alle får en god tur!
Alle vores trænere er frivillige og ulønnede og deler din passion for løb, så respekter og anerkend deres indsats med et tak for turen, når I kommer tilbage.
- ”Gode ben”!
Hvis du en dag har en ”flyvende dag”, så udfordre dig selv på et hold, der løber lidt hurtigere eller længere.
- ”Tunge ben”!
Hvis du en dag har en ”tung dag”, så accepter det og udnyt klubbens fantastiske opbygning og løb med et hold, hvor du bliver mindre udfordret og skåner kroppen. Dermed tager du også hensyn til dit hold, som ikke skal vente på dig.
- Vis hensyn og løb ikke oppe foran og dermed presse tempoet i vejret!
Har du overskud eller er du bare hurtigere og ikke klar til at flytte hold, så løb bagerst og hjælp de, der har det hårdt.
- Udvis respekt for dine hold kammerater!
Giv plads og løb ikke helt oppe i haserne på dine holdkammerater.
- Er du utilfreds!
Hvis der er noget, du er utilfreds med, så tag det op efter turen og ikke under turen. Det skaber dårlig stemning og det er ikke sikkert alle er enige med dit synspunkt.
- Vis hensyn i god tid til andre gående, løbende, cyklende mv.
Hjælp til med at kommunikation forfra kommer hele vejen ned til bagerste løber og træk ind til siden.
- Nyd turen!
Det er dit frirum, og der hvor du tanker op på din personlige kapitalpension, så NYD den.